Tusch

D

Grynt i en Corona-tid


Klubben er lukket.. min træning i fitness-rummet er udenfor rækkevidde... og således afskåret kæmper jeg på anden vis for at holde mig i nogenlunde god form!


De daglige gåture til butikkerne burde nok hjælpe noget.. viljen er til stede...men det giver jo altså ikke ret meget.

F. eks. skulle jeg forleden blot ned til vores lokale Lidl.

I strid storm - og forsynet med to bæreposer - nærmest vakler jeg ned ad vores fortov, og bliver

af vinden desværre pludselig blæst i den helt

forkerte retning.
Let overasket (og mine 100 kg til trods) indser jeg hurtigt det formålsløse i at gå i butikker på sådan

en dag.
Dagen efter er vejret ganske vidunderligt – solen skinner og ikke en vind rører sig.

Hvorfor dog overhovedet tilbringe dagen med at være praktisk og handle madvarer?


IKKE MIG.

Så forstå mig ret,- sågu´ ikke let at holde sig i form

i dette land...

vh. Gert B


.. Apropos Corona...
I takt med den gradvise åbning af samfundet modtog jeg en indkaldelse til det halvårlige tandeftersyn.
Det lyder måske underligt, men havde faktisk savnet de almindeligvis hyggelige besøg på klinikken.

Aftaler i telefonen en tid, og spørger om der er nogle særlige foranstaltninger, som jeg bør foretage inden.

Her nævner vores flinke klinikassistent de sædvanlige

forholdsregler.. og i fællesskab er vi enige om at det

nok er smartest at jeg undlader mundbindet, som jo nok kan gøre adgangen til tænderne lidt vanskeligere!


Rart at man dog stadig har noget at grine af...

vh. Gert B

SEND GERNE EN SJOV ELLER RØRENDE

LILLE HVERDAGSHISTORIE TIL OS

Særlig i denne tid har vi alle

brug for lidt ekstra opmuntring

GAMMEL OG BESVÆRLIG


Hvad er det du ser, her i min stue?

En gammel, sur og besværlig frue..

Du taler lidt højt, men hun svarer ikke,

hun nyser og hoster, har snue og hikke.

Hun takker dig ikke for, hvad du gør,

og er ganske tit, som hun slet ikke bør.

Er dét hvad du tænker?

Er dét hvad du ser?

Da giv dig lidt tid og hør nu blot  her..


Lad mig fortælle dig, hvem jeg er,

den gamle kone, som nu sidder her:

Jeg er barn på ti år i et lykkeligt hjem

min mor og min far,- åh, jeg elskede dem.

Jeg er ung på seksten med håb og drømme

så let på fod og med tanker så ømme.

Jeg er brud på tyve med roser på kind,

i mit eget hjem går jeg lykkelig ind.

Jeg bliver mor, og bygger et hjem så trygt

og værner mine mod kulde og frygt.


Og børnene vokser - sorger og glæder

med årene veksler, vi ler og græder.

Så flyver ungerne bort fra reden,

min mand mig trøster, vi nyder da freden.

Vi når de halvtreds, og børnebørn kommer

og bringer uro og glæde hver sommer.

Men så kommer sorger og tunge dage -

min mand han er død, jeg er ene tilbage.

for børnene de har nu selv børn og hjem,

og der er så meget, som optager dem.


Og borte er alle de gode år

og borte de glade og trygge kår.

Nu piller alderen fjerene af mig,

min ynde og kraft den er taget fra mig,

for ryggen er bøjet, og synet svigter..

jeg har ikke kræfter til dagens pligter.

Mit hjerte er tungt, og mit hår er gråt,

med hørelsen er det også lidt småt.


Men inden i dette gamle kadaver

er endnu levende, smukke enklaver.

Dér lever barndom, ungdom og steder,

dér lever minder, sorger og glæder.

De skønneste minder i sinder synger,

skønt alderens byrder mit hjerte tynger.

Og smerteligt nemmes den tunge lære:

at intet kan blive ved med at være.


Hvad ser du mon nu - En gammel, besværlig

og træt lille kone? - Nej, vær nu ærlig,

se nærmere til, måske kan du finde

et barn, en brud, en mor, ja en kvinde.

Så se mig, som sidder dér inderst inde..

det er mig, du skal prøve at se at finde...

PENSIONISTBROK FOR VIDEREKOMNE

Myldretid ved Nørreport Station

Som altid inde i byen er der stærkt trafikeret, men alligevel havde jeg besluttet at gå et par stoppesteder i det gode vejr.

Jeg stod nu sammen med et hav af mennesker ved en fodgængerovergang og ventede på grønt lys.

Alle ventede tålmodigt.. eller næsten alle... for pludselig begyndte en mor og hendes barn at gå ud i fodgænger-feltet på trods af det røde lys.

Denne mor havde åbenbart meget travlt, og ignorerede fuldstændig sin lille søns protester mod at gå over gaden allerede, og hun nærmest slæbte drengen med sig.
Barnet var vel et sted i børnehavealderen og havde da allerede lært at man skal overholde færdselsreglerne.


Tilbage på Brønshøj torv oplever jeg endnu et grelt eksempel: Et forældrepar og deres to små poder venter på grønt lys.

Ser dem omhyggeligt forklare børnene at de skal vente til lyset skifter og se sig godt for inden de går ud i fodgængerfeltet.

I samme øjeblik går to andre voksne ud i feltet, skønt der stadig er rødt. De lader fuldstændig hånt om forældrenes forsøg på at lære deres børn om trafikreglerne.


Den slags scener udspiller sig desværre oftere end jeg bryder mig om at tænke på.


Hmm.. Er der noget som kan gøre mig sur - er det dumme voksnes tåbelige adfærd i trafikken!

gb maj ´20