Her et forsøg.. hvor jeg har kastet mig ud i en sience fiction fortælling.

I det forfængelige håb, at jeg vil blive i stand til at færdigskrive denne shortstory

.. Nu får vi se...

HÅBET

Kapitel 1

Stjerneskibet havde længe været undervejs. Næsten lydløst jog det gennem universets uendelige dybder. Den pulserende kraft fra de enorme fremdriftdyser afgav kun en svag hvislen i det lufttomme rum, og den fluoriserende udstødning var det eneste der indikerede fartøjets færd mellem stjernerne.
Mere end tusind år var gået, siden stjerneskibet havde forladt sin hjemplanet Jorden.

En døende klode, hvor krige, en uophørlig rovdrift på planetens resourser og en som slutresultat uoprettelig forurening havde tvunget menneskeheden i knæ.
Alt, alt for sent havde jordens ledere indset det unyttige i at prøve at redde planeten.
I hundreder af år havde der været møder, uendelige forhandlinger og gentagne sporadiske forsøg på genopretning af fortidens synder.

Intet havde hjulpet.

Jorden var udpint og ødelagt. Atmosfærens ilt-indhold minimeret til det katastrofale. Millioner af mennesker døde af disse og relaterede årsager, men dette ændrede ikke på det uomtvistlige faktum, at de tilbageværende folkeslag måtte imødese samme skæbne.
Det var derfor en nødvendig politisk beslutning, da man drog konsekvensen og valgte den endelige og eneste mulige løsning.

Et sidste desperat forsøg på at sikre menneskehedens overlevelse blev vedtaget af de få nationer, som endnu var i stand til at samarbejde.

Man lagde en storstilet og uselvisk plan.
De dygtigste videnskabsmænd og specialister indenfor alle relevante områder blev nu samlet for i fællesskab at præstere det ypperste, mennesker nogensinde havde frembragt.
Og en dag var projekt Stjerneskib endelig fuldbragt.

Skibet var stort... højere end nogen domkirke og med en omkreds på lidt mere end 1 km.
Bygget på jorden, hvilket under de vanskelige forhold i sig selv var noget af en bedrift.
Skibet var blevet navngivet af den mexikanske konstruktør, som havde designet fartøjet.
"Nuevo Esperanza"... Nyt Håb... hed det og var i stand til at medføre de tyve tusinde mennesker, som nøje var udvalgt blandt alverdens folkeslag.

Alle endnu sunde og forplantningsdygtige. Alle med et talent eller en uddannelse, som ville kunne finde anvendelse i den fremtid, som en dag forhåbentlig ville blive dem til del.
35 år havde det tage tat bygge Stjerneskibet, før det omsider stod klar og knejsede på basen nær grænsen til den ørken, der uheldsvangert bredte sig helt fra Los Angeles – hen over det amerikanske kontinent – og videre sydpå.

Det før så frodige kornbælte i midtvesten var nu historie og intet kunne længere gro der.
Mexico var blevet en udørk uden antydning af plantevækst... Sydamerikas regnskove var forsvundet og den nøgne udtørrede jord lå blotlagt og forstenet over tusinder og atter tusinder af kvadratkilometer.

Skibet var et prægtigt syn da det endelig stod færdigt. Udført i utratyndt specialhærdet molybdænstål og med en overflade af kryolitholdig nanobelægning, som man formodede ville kunne afvise enhver meteorstorm. Storme som skibet uundgåeligt ville komme igennem på sin lange rejse mod det nye hjemsted, man håbede at finde et sted derude.
Sin størrelse til trods kunne skibet ikke rumme flere udvandrere. Man havde beregnet en befolkningstilvækst omkring 15 % indenfor en tidsramme på 3 - 5 generationer, heri var medregnet naturligt frafald grundet alder og helt ordinære sygdomforløb.

Beboelseskvarterer, magasiner til fødevareopbevaring, hydroponiske haver.. dels til dyrkning af grøntsager, dels som groplads for plantager som ville sikre den nødvendige fotosyntese til fortsat iltforsyning. Maskinrum, kryodepot og værkstedsfaciliteter krævede også plads – og endelig skulle skibet jo også rumme de ethundredehalvtreds specialtrænede robotter, som skulle varetage Skibets drift frem til det tidspunkt, da man igen ville kunne hente menneskene tilbage fra den kryostasiske dvaletilstand, hvori de havde været anbragt siden rejsens start.

Først når en planet.. hvor mulighed for kolonisering kunne bekræftes.. ville man indsætte fase 2-programmet, hvorved Skibet automatisk ville iværksætte den opvågningsprocedure, som i løbet af to døgn ville bringe menneskene tilbage til fuld bevidsthed. Og dermed igen overtage kontrollen. Robotenhederne ville derefter indtage en underordnet rolle og nu blot fungere som den backup, de oprindelig var konstrueret til.

NuevoEsperanza havde nu tilbagelagt milliarder af kilometer. Det bar efterhånden præg af sin ensomme rejse. Der havde naturligvis været uheld undervejs, og skibet var ikke sluppet uden skader. Det var skadet, men dog stadig funktionsdygtigt.

Den første krise opstod netop som man passerede Uranus.. forude lå manøvreringen gennem Kuiperbæltets asteoridesværme... Adskillige større meteorer havde ved den lejlighed ramt skibet. De udvendige receptorer.. og dermed evnen til at registrere indkommende støvstorme... var nu ude af drift, og det var umuligt at reparere disse skader udefra,så længe man befandt sig i bæltet.

En anden – og langt alvorligere – situation fandt sted få uger efter.

Netop som Skibet havde lagt den yderste planet bag sig, kom et kolossalt meteor hvirvlende ud af intetheden. Man havde observeret det for sent til at kunne træffe de nødvendige modforanstaltninger.
Nuevo Esperanza var stadig under acceleration mod den hyperfart, som var påkrævet for at kunne gøre springet mod stjernerne.

Det enorme meteor var kollideret med Skibet i en vinkel, hvor det til en vis grad blev afbødet af nanobelægningen, men skaden var sket og sammenstødet havde ødelagt 14 store nødluger på styrbordsside. To af de fire reparationssluser, som gav adgang til at foretage reparationer udvendig på skibets skrog, var ved samme lejlighed blevet flået delvis i stykker.

Main-computerenanbefaling A (krisefaktor rød):
1:Fravalg af Fase 2 forudprogrammerede handlingsdata.
2: Planen om hvornår menneskene skal bringes ud af deres kryo-søvn fraviges...

3:Robot-enheder overgår til passiv status ( standby for humanoide ordrer)

4:Øjeblikkelig reaktion vurderes til 100% nødvendig.

Kapitel 2

Nu.. tusind år senere... havde Nuevo Esperanza foretaget adskillige spring i hyperrummet og befandt sig nu yderst i Andromedatågen.

Det var det tredie solsystem som var blevet gennemfløjet i forsøget på at finde en planet med mulighed for kolonisation.

Tre multioperationelle pejlestationer var ekstra godt beskyttet og indbygget i selve fartøjets skrog. Døgnet rundt var de bemandet med skiftende hold af teknikere, som på deres interaktive skærme holdt øje med de planeter, som lå indenfor tilgængelig rækkevidde. Små fjernstyrede sonder kunne da udsendes for at indsamle data. Måling af massetæthed, atmosfære og registrering af sammensætningen.  Tilstedeværelse af mikrosporer, af dyre - og planteliv.

Også analysering af jordbundsprøver, stenarter samt helt overordnet i tusindvis af fotos blev optaget og sendt direkte via dronernes langtrækkende ploratorer.

Dette materiale blev sendt gennem Skibets mægtige hovedcomputer og ansås en planet som et muligt emne for nærmere undersøgelse, blev skibets kurs ændret og farten nedsat, således at det var muligt at gå ind i det nødvendige kredsløb.

Alle oplysninger blev omhyggeligt nærstuderet og katalogiseret i en særlig database.

Det var tidligt om eftermiddagen.. kl. var 13:45 jordtid... og Kaptajn Clarkson var træt. Han havde netop forladt kommandobroen for at indtage en velfortjent kop the i officerernes messe. Der havde i nattens løb været en del vrøvl med nogle separatorfiltre, som skulle sikre vandtankene mod indbyrdes forurening.

Et reparationshold var selvfølgelig sat til at udskifte de berørte filtre, men en af tankene var sprunget læk og det havde varet mange timer før skaden var udbedret. Han havde netop sat sig tilrette i sin yndlingsstol nærmest den buede udsigtsplatform, da et alarmkald lød fra den menbramteleslynge, han altid bar fastgjort på sin uniformskasket. Lidt irriteret svarede han. "Kaptajnen her... hvem kalder?"
"Ja,undskyld Kaptajn.. Her tekniker Olsson, Fjerde Station. Tirsdag morgen afsendte vi en sonde mod et formodet potentionelt objekt. En planet i kategori 3. Den forventes tilbage hertil om ca. firetyve minutter... men der er dog noget underligt ved sonden. Ønsker De at være tilstede når den ankommer"?

"De har naturligvis gjort det rigtige ved at informere mig. Jeg kommer straks".

På vej mod pejlestationen tænkte Clarkson på, hvad der kunne have gjort teknikeren så oprørt. Det var dog ren rutine at modtage den indgående sonde.

Men hvad var det med at den virkede underlig. Nå,det ville han vel snart få opklaret. Han satte sit id-kort i den elektroniske konsol, den bippede og det tykke dobbeltskot ind til pejlestationen gled op med en dæmpet pneumatisk lyd.

Da han trådte ind fornemmede han den let stressede travlhed, som herskede i rummet. Fire teknikere baksede med at få sonden ind i en sikkerhedssluse, hvor den skulle holdes afsondret og behandles med desinficerende sprøjtemiddel indtil man kunne godkende den til yderligere indføring og anbringe den i det tilstødende laboratorium.
Noget syntes at volde mændene problemer. Den arm, som skulle trække sonden på plads i slusen, var indfiltret i en rødbrun moslignende vækst af en art. En af mændene bandede indædt mens han manipulerede med styregrejet.. så opdagede han Clarkson og begyndte at undskylde.

"Tag det ikke så tungt"..Clarkson smilede afvæbnende..."Men fortæl mig nu hvad problemet er".

"Aner det ikke, Kaptajn, men vi har aldrig før været ude for at ha´ vanskeligheder med at hente sonderne ind. Det virker som om at mosset er levende, men det kan da umuligt være rigtigt. Jeg mener.. efter 15 timers ophold udenfor planetens atmosfære.. og så i 200 graders kulde"...

"Ja, Olsson.. det er godt du nævnte det... det er fint at du tilkaldte mig og jeg tænker at vi vil få mere at vide, når vores chefbiolog får lejlighed til at undersøge det nærmere. Under alle omstændigheder kan man jo aldrig være for forsigtig, vel"?

I mellemtiden var det lykkedes de andre mænd at få sonden helt ind i slusen. Gribearmen var nu igen kommet på plads, og yderporten kunne nu lukkes uden vanskeligheder.
Clarkson hilste venligt til folkene og forlod stationen. På vejen tilbage tænkte han nærmere over dét, som teknikeren havde sagt. Også på jorden fandtes der livsformer,som opretholdt livet selv under meget ugunstige temperaturforhold,men udenfor Skibet var dog alligevel helt ekstreme kuldegrader. Han besluttede sig for at spørge nærmere ind til emnet hos sin gode ven, biologen Firenzo Jamez.

----------------------------------------------------------------------
..fortsættelse følger...
HUSK:Jamez: ung, sydlandsk temperament, glødende engageret + Charmaine +1 barn

® all rights reserved GB ´23 ©